ca. 250 g. hvedemel
50g. speltmel
50g. durummel.
1 dl. kogte speltkerner.
5-10 g gær
2 1/2 dl. vand
8 g. salt
Jeg er morgenmenneske, kl. 5.30 begynder jeg at tænke på at stå op. Min kone, det dejlige menneske, gasser sig gerne til ved kl. 8.00 tiden. Det giver mig lidt tid til at få en morgendukkert, læse avis og bage.
Når min kone begynder at røre på sig, er det fordi der lugter af friskbagt brød. Så er det svært at være morgengnaven.
Jeg læste opskriften for en del års siden hos Claus Meyer. Speltkernerne var ikke hans idé, men noget jeg fandt på. Jeg varierer mængden af de forskellige slags mel alt efter humør. Jeg ælter med håndkraft dels i dejfadet, dels på bordet, i ca. 15 min.
Jeg bruger tre slags mel, alle økologiske: Hvedemel, groft speltmel og durunmel. kogt perlespelt er rigtig godt i, men giver et mere luftigt brød.
Så bruger jeg økologisk gær. Det køber jeg hos økogrønthandlere. Der er flere i hovedstadsområdet. Det har mere mælkesyre i sig og giver bedre smag.
Bland vand, salt og gær sammen og kom melet i gerne på én gang. ælt det i min. 15 minutter. Dejen skal hæve i køleskab natten over.
Form brødet og lad det stå på pladen medens ovnen bliver varm. Lad det bage 30-40 minutter alt efter hvor våd dejen er.